Sommerhus i Baaring Ege
Baaring Ege er et helt unikt og eksklusivt sommerhusområde ved Lillebælt smukt indrammet af gamle egetræer.
Dets lige findes vist ikke andetsteds i Danmark.
Den eksklusive tone blev slået an fra start:
“Man må ikke bygge et sommerhusområde i en skov – men man må godt plante en skov i et sommerhusområde, sagde arkitekt Axel Henriksen i 1964, da området tog form.”
Visionen
Egetræer, Naturhuse og mennesker
I forbindelse med udstykningen blev det ved en lokalplan bestemt, at der kun måtte bygges huse af naturmaterialer på de 2.000-5.000 m2 store grunde.
Husene er malet i dæmpede naturfarver, og alle huse har enten tegltag eller stråtag – der falder fint ind i omgivelserne. Tre arkitektegnede huse blev bygget som modeller.
Store friarealer, som kiler sig ind imellem husrækkerne, sikrer, at næsten alle huse har vandudsigt. Samtidig er der skabt adgang for masser af lys og luft og dermed en flot udsigt over vand og grønne områder – der er højt til loftet.
Lokalplanen sikrer derudover, at området bevarer sin autenticitet.
Historien er vigtig for os, og vi gør alt, hvad vi kan, for at værne om de værdier og skønheder, området favner.
Et unikt område
Når man nærmer sig Baaring Ege, venter der en helt eventyrlig og anderledes landskabsoplevelse. Først med en betagende panoramaudsigt over det blå bælt, og øjeblikket efter – når man i bil eller på cykel triller ned i skoven – er det som at bevæge sig ind i en helt anden verden. Man fornemmer med det samme den behagelige atmosfære, og at roen sænker sig over én.
I Baaring Ege har vi en fin børnevenlig sandstrand med to skønne badebroer. Herfra kan der bades, leges og fanges krabber m.m. Der kan stryges rejer i vandkanten, og du kan sidde på en af broerne og nyde solnedgangen på de lune sommeraftener.
Tæt på kulturoplevelser
Nordvestfyn byder på mange forskellige turistattraktioner. Humlemagasinets haver, Hindsgavl Dyrehave – Clay Keramikmuseum og Bridgewalking i Middelfart. Bogense by med Fyns største lystbådehavn og den berømte rygeost ligger også tæt på Baaring Ege.
Tæt på shopping, cafeer og indkøb
Selv om vi lever et stille og skønt sommerhusliv under de gamle ege tæt på skov og strand – så er der alligevel ikke langt til indkøbsmuligheder og kultur. Vi har en lokal Brugs og ”Båring Fisk” i nærheden, og en kort køretur bringer dig til Middelfart, hvor du kan shoppe, gå i biografen, på café og restaurant.
Motion på flere måder
Varbjerg er i gåafstand og rummer en lille havn med slæbested til småbåde og joller. Har du kajak, surfboard eller lignende – så tag en tur fra stranden.
Er du til vandreture – så ligger Ejby Mose og Brende Ådal tæt på.
Cykelture er oplagte både i det nære og – lidt fjernere område.
Baaring Ege ligger med andre ord i et smørhul, og vi kunne blive ved med at beskrive herlighederne i vores fantastiske sommerhusområde.
Vil du bo i sommerhus i Baaring Ege?
-eller mangler du kontaktoplysninger på vores annoncører